Vejledning til Realkompetencebeskrivelse

Tilbage

Realkompetence i forbindelse med frivilligt arbejde

Deltagere i frivilligt arbejde og aktiviteter tilegner sig mange værdifulde kompetencer, som efterspørges f.eks. i uddannelsessystemet og arbejdslivet. Det gælder f.eks. for besøgsvennen i Røde Kors og den aktive amatørskuespiller. Men ofte tænker de frivillige ikke selv over, hvad det er, de lærer. Det er jo ikke derfor, de er med i det frivillige arbejde, men fordi de brænder for det, de beskæftiger sig med. Sådan skal det selvfølgelig også blive ved med at være.

Mange frivillige kunne imidlertid have stor nytte af at blive mere bevidste om, hvad de kan, og hvad de har lært sig gennem frivilligt arbejde. De vil for eksempel kunne bruge en beskrivelse af disse realkompetencer i forhold til uddannelse og arbejde.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke er meningen at indføre tvungen realkompetencebeskrivelse i frivilligt arbejde. Det er vigtigt, at det bliver en mulighed for de frivillige, der selv ønsker det, at lave en beskrivelse af de kompetencer, de har tilegnet sig eller demonstreret i det frivillige arbejde. Det kan f.eks. handle om en person, der gennem sit engagement i frivilligt socialt arbejde er blevet interesseret i socialrådgiveruddannelsen eller pædagoguddannelsen, og hvor det så viser sig, at de erfaringer, han/hun har fra det frivillige arbejde, faktisk kan være afgørende for, om vedkommende kommer ind på uddannelsen eller ej.
En realkompetencebeskrivelse skal altså være et supplement til det, som det frivillige arbejde handler om – ikke en erstatning.

Set i forhold til det frivillige arbejde kan arbejdet med realkompetence betyde, at man bliver mere opmærksom på, hvad det egentlig er, de frivillige laver, og hvad det betyder for dem selv og for sagen.
Det kan igen betyde, at man kan udvikle arbejdet, så man bliver bedre til at løfte den opgave, det hele handler om.

Derfor er der flere gode grunde til at orientere sig om mulighederne for, at I som frivillige kan lave en beskrivelse af de kompetencer, som I har lært jer eller demonstreret igennem jeres frivillige arbejde. www.realkompetence-frivillige.dk hjælper jer med at finde ud af, hvordan I griber det an.

Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)